Pelsnåls-finalister på besøg i minkverdenen

11 august 2011Mode & Livsstil

Emneord Den Gyldne Pelsnål

De ni finalister er fundet til dette års udgave af Den Gyldne Pelsnål. Onsdag var der introdag, hvor deltagerne blandt andet var på besøg hos Kopenhagen Studio og Rørrendegård minkfarm.

 

DGP Pelsen

Det var en solbeskinnet morgen, da de ni finalister mødte op hos Kopenhagen Studio ved Langelinie i København. Dagen startede med en hyggelig morgenmad, hvor de ni finalister fik en introduktion til konkurrencen. Finalisterne var spændte og snakkede med hinanden om deres projekter. I år er hovedparten af designerne fra Designskolen Kolding, og de var tydeligt spændt på at møde de andre finalister.

- Vi har gået og kigget meget på navnene og været spændt på at se, hvem de andre deltagere er, fortalte en af finalisterne fra Kolding, og hendes medstuderende fra skolen smiler og nikker.

Finalisterne kunne næsten ikke vente med at komme i gang. Da de blev vist rundt på Kopenhagen Studio, stillede de mange spørgsmål til de forskellige teknikker, og om hvor alsidig pels er som materiale. Finalisterne var meget betagede, da de så, hvordan man kunne lave mønstre i pelsen. De fik også set tidligere vindere og deltagere i Den Gyldne Pelsnål, og de var imponeret over hvor mange måder, man kan bruge pelsen.

- Det er jo helt vildt, hvordan man kan bruge pelsen som materiale. Der er jo ingen grænser, sagde Marie Louise Udby Blicher, der er finalist i accessories-kategorien.

Der er igen i år tre kategorier, beklædning, homewear og accessories.

Mængden af skind var overvældende

Efter en rundvisning på Kopenhagen Studio, fortsatte finalisterne ud til Kopenhagen Fur i Glostrup. Her fik de en rundvisning i lagerhallerne, hvor de fik et overblik over de forskellige skindtyper. Finalisterne følte på de mange forskellige skind og tog billeder af de forskellige typer.

- Hold da op, det er jo sindssygt blødt, var der en, der udbrød, da hun fik fat i chinchillaen.

De fik følt på alt fra mink og ræv til chinchilla og swakara. Fordi deltagerne bruger forskellige former for pels i deres projekter, var de begejstrede over at se og føle på de forskellige rå og ugarvede skind, så de fik et bedre indtryk af skindene som materiale.

Det var dog også specielt for dem at se pelsen på den måde. De, der har prøvet at arbejde med pels før, har været vant til at bruge garvet skind, som er blødt og bøjeligt, mens det rå skind er mere stift. Der var også en del af dem, der syntes, at det var overvældende at se så meget skind på en gang.

Det er ret vildt at se så mange skind på en gang, sagde Camilla Poulsen, der er finalist i Homewear-kategorien.

Det har været en positiv dag

Med en blå himmel og let spredte skyer som baggrund blev dagen afrundet på Rørrendegård ved Taastrup, hvor deltagerne skulle se minkfarmen.

- Nårh, hvor er de søde, var der flere af pigerne, der udbrød, da de så minkene.

Finalisterne blev vist rundt på farmen af Jan Elnif og Niels Enggaard Hansen, og de forklarede, hvordan minken lever fra fødsel til død.

Der blev også tid til lidt kaffe og kage, mens de ni finalister kunne stille spørgsmål om minkens liv på gården. Der kom mange gode spørgsmål, og finalisterne gik tilfredse fra dagens sidste rundtur.

- Det har været en meget positiv oplevelse. Jeg har fået et endnu mere positivt syn på pelsindustrien, efter jeg har været ude på farmen,fortalte Charlotte Bodil Hermansen, der er finalist i Homewear-ketegorien.

En anden finalist er enig: - Det er rart at se, at minkene har det så godt på farmen.

Efter en lang dag med masser af oplevelser, tog deltagerne hjem for at bearbejde alle indtrykkene.  Om en lille måneds tid begynder workshoppen, hvor de skal lave deres endelige produkt.

 

Der er tre finalister i hver kategori:

 

Beklædning: Lærke Marie Valum, Tine Winther Rygaard og Nicklas Kunz

Homewear: Charlotte Bodil Hermansen, Kerstin Kongsted og Camilla Poulsen

Accessories: Brian Frandsen, Marie Louise Udby Blicher og Mette Gliemann

DGP gruppe