Pelsauktion runder 2 milliarder kr. i omsætning

13 april 2011Auktion

Emneord PressemeddelelseOmsætning

På 5 dage har danske minkavlere solgt minkskind til en værdi af 2,072 milliarder kr. Det er første gang, at omsætningen kommer over 2 milliarder kr. på blot én auktion. Milliardsalget har båret præg af solid efterspørgsel fra hele verden.

 

  Danske minkavlere oplever i øjeblikket et marked i vækst båret af en stadigt voksende kinesisk økonomi. Samtidig er klassiske pelsmarkeder som Rusland og Europa igen ved at komme op i tempo efter et par år med økonomisk nedtur.

  - Det er et meget stærkt marked, vi oplever i auktionssalen, som har været fyldt til bristepunktet. Kina har været hovedmotoren i efterspørgslen, men vi oplever nu, at de mere traditionelle pelsmarkeder, som blandt andet Rusland, igen er med fremme i budgivningen, siger adm. direktør Torben Nielsen, Kopenhagen Fur/Dansk Pelsdyravlerforening.

Udbuddet af minkskind på godt 5 millioner er solgt til en gennemsnitspris på 379 kr., svarende til en stigning på 4 pct. i forhold til auktionen i februar. Målt i dollar er minkprisen steget 10 procent, men på grund af den faldende dollarkurs, slår denne udvikling ikke igennem i kr. 

- Vi er naturligvis meget glade for markedsudviklingen, men vi er også en smule frustrerede over, at vi ikke kan udnytte de gode tider til at øge produktionen af mink i Danmark. Snærende bureaukrati, uigennemskuelige miljølove og groteske sagsbehandlingstider har meget effektivt sat en stopper for vækst og jobskabelse på danske minkfarme. Det er smadderærgerligt på et tidspunkt, hvor hele den politiske debat handler om, hvad vi skal leve af. Her ét af svarene, som ligger lige for, siger Torben Nielsen.

 

Til gengæld koncentrerer danske minkavlere sig om at udvikle kvaliteten på minkskindene. Det er lykkedes i en grad, så danske minkavlere får op til 20 pct. mere i gennemsnit pr. skind i forhold til skind fra andre lande. 

- Det sikrer danske minkavlere en høj konkurrencedygtighed i forhold til udlandet, siger Torben Nielsen.