Verden elsker pels

17 september 2010Auktion

Emneord PelsSalgSkind

Pressemeddelelse:

Danske pelsdyravlere kan nu gøre status efter salgssæsonen 2009/10 med afslutningen af sæsonens sidste pelsauktion: Årsomsætningen har nået 6,973 milliarder kr. mod 4,025 milliarder året før. Gennemsnitsprisen på danske minkskind endte på 336 Kr. mod 203 kr. året før. Kopenhagen Fur har udbudt og solgt 20 millioner minkskind svarende til næsten halvdelen af den samlede verdensproduktion.

- Det har været et rekordernes år for os: Gennemsnitsprisen på mink har aldrig været højere, vores omsætning har aldrig været større, og vores udbud har aldrig været større, siger adm. direktør Torben Nielsen, Dansk Pelsdyravlerforening/Kopenhagen Fur.

Efterspørgslen på sæsonens 5 auktioner har været drevet af det kinesiske marked, men også traditionelle pelsforbrugende områder som Rusland, USA og Europa har været med fremme. En høj grad af innovation er med til at drive pelsefterspørgslen i vejret.

- Pelsbranchen har været meget dygtig til innovation. Pels som materiale har så uendeligt mange muligheder, som modebranchen er dygtig til at spotte og implementere, men også for eksempel møbel- og homewareproducenter bruger i dag pels, siger Torben Nielsen.

Pelsbranchen er jævnligt udsat for antipels-kampagner. Pinup-modeller og skuespillere, hvis karriere synger på sidste vers, viser gerne yndighederne frem i samarbejde med ekstrem-vegetarer, som mener, at dyr skal have rettigheder på linje med mennesker. De mener for eksempel, at det er et overgreb på hunde at holde dem som kæledyr.

- Men tallene lyver ikke. Befolkningen har taget stilling til fordel for pels helt på samme måde, som mange vælger at købe leverpostej, mens enkelte ikke kunne drømme om at komme leverpostej i indkøbskurven. Det er deres valg. London er et rigtig godt eksempel. Det har været antipels-bevægelsens højborg, men i dag vokser antallet af salgssteder, og pelssalget i London steg 40 procent sidste vinter. Londonerne har taget stilling, og det nyder vi godt af, siger Torben Nielsen.

Sæsonens femte og sidste auktion fandt sted 10.-16. september. Omsætningen på denne ene auktion med salg af 4,7 millioner minkskind nåede 1,5 milliarder kr.