"Naabjerg Mink", Ovtrup, Sydvestjylland.

 

Vi er en lille familie, som består af Noah på 9 måneder, Malou på 3 et halvt år, Wendy på 34 og Flemming på 35 år. Vi bor ca. 10 km nord for Varde, hvor vores farm "Naabjerg Mink" også ligger.

Wendy er uddannet pædagog, men begyndte i 2008 at arbejde på farmen. I hendes fritid går hun til gymnastik og løb. Jeg, Flemming, er oprindelig uddannet butiksassistent og har arbejdet i Dagligbrugsen på Fanø i fire år frem til 1997. I min fritid bruger jeg en del tid på golfbanen med vennerne. En stor del af vores fælles fritid bruger vi på vores børn samt venner. Vores begges store passion er de årlige skiferier.
 
Wendy og jeg mødtes i 1996 og blev hurtigt enige om, at vi ville ud at opleve verden sammen. Det skulle der lidt penge til, og vi ville gerne spare dem op inden. Jeg havde i min folkeskoletid arbejdet på en minkfarm i sommerferier, og tilfældigt mødte jeg avleren en dag. Han stod lige og manglede en til pelstiden. Lønnen var noget højere end i Brugsen, og jeg kunne få alle de timer, jeg ønskede, så det var helt perfekt. Jeg sagde mit job op og begyndte på farmen. 

Jeg arbejdede der et års tid, og så var pengene sparet op til en rejse jorden rundt i 6 måneder. Ren tilfældigt fandt vi en brugt minkfarm til salg, og købte den to dage inden vi rejste uden at have et sted at sætte den op. Da vi kom hjem fra rejsen, købte vi gården, hvor vi syntes, der var muligheder.

De første to år havde vi 300 tæver samtidig med, at jeg arbejdede på den tidligere farm. Så fik vi 700 tæver, og jeg skiftede jobbet ud med et arbejde som murerarbejdsmand. Det passede perfekt ind, da jeg kunne holde fri i pelstid samt parringstid. Men også en hård tid for os begge. Tidligt op og fodre inden job og igen efter fyraften. Alle vores weekender brugte vi også på farmen med det daglige og udbygning. Heldigvis, og det er meget vigtigt, var og er vi begge to meget interesserede i, at det lykkedes for os at etablere os som minkavlere. Der er nogle hårde, men spændende perioder, men så er der også perioder, hvor der ikke er så meget at lave, og der gælder det om at puste ud.

I 2005 udvidede vi til 1.700 tæver, 2 år efter til 2.500 tæver, og nu har vi haft 3.000 tæver i tre år.
 
Vi har på farmen mange forskellige typer mink, og en stor del af dyrene bliver solgt som avls eller saneringsdyr. Desuden pelser vi en del for andre avlere. Vi har 2 ukrainske praktikanter om sommeren og så 4 i vinterhalvåret. Desuden er der nogle litauere, der kommer og hjælper med pelsningen. 
Vi bruger en stor del af vores tid med sortering og udvælgelse af salg og avlsdyr. Det er utrolig spændende at arbejde med de genetiske muligheder i avlen. Vi er et meget dynamisk team, hvor der er gang i den i det daglige.
 
Det, vi på farmen lægger meget vægt på, er et positivt sind og interesse for, hvad vi arbejder med i det daglige. Det er ikke alt sammen lige sjovt, men der er en grund til, at vi gør det. Det er altid spændende at se, hvordan ens arbejde gennem året ender ud. Der er altid noget, man kan gøre bedre og måske anderledes næste år. Der er ikke to år, der er ens. Vi vægter åbenhed mellem os og vores ansatte og taler om, der er noget, vi kan gøre bedre til den næste sæson.
 


Hvis du synes, det lyder som om, at vores farm er noget for dig, så er du meget velkommen til at ringe eller skrive til os med eventuelle spørgsmål.

 

VI glæder os til at høre fra dig.

 

Venlig hilsen

 

Wendy og Flemming Madsen, Naabjerg Mink, Debelvej 180, 6855 Ovtrup

Mobil: 51 27 37 33

E-mail: flemmingemadsen@hotmail.com